Ssese Island

Lørdag morgen blev vi hentet af en "special hire"taxi der skulle køre os fra det hostel vi havde sovet på efter Riverrafting og hele vejen til Etebbe. Det tog ca. 3 timer da det var lørdag og trafikken var forfærdenligt! Da vi endelig ankom til Etebbe skulle vi med færgen til Ssese Island hvor vi skulle bo fra lørdag-mandag, som et lille luksus indslag i vores travle hverdag ;)
Til vores overraskelse var færgen i stykker og vi blev i stedet smidt ned i en lille fiskekutter uden redningsveste eller nogen form for sikkerhed, som skulle sejle os til øen. Sejlturen tog 4 timer og da vi trådte på fastlandet igen blev vi hentet af en bus der skulle køre os hen til det hotel vi skulle bo på.

Tøserne foran fiskebåden

Triste og bange piger 

De næste par dage gik med at spise, slappe af og nyde de smukke solnedgange vi fik lov at opleve på stranden foran bålet. Der var den flotteste natur på øen, grøn og frodig og vi brugte mange timer på at gå rundt og tage billeder og opleve naturen der på mange måder mindede om Danmark med de store grønne skove. 

Riverrafting

Efter at være faldet rigtig på plads her i Uganda og kommet ordentligt ind i tingene var det på tide at tage på lidt eventyr rundt i Afrika! Pigerne havde gået i halvanden måned og ventet med at lave nogle af de store adventure ting til Mathilde og jeg kom så vi fik hurtigt bestilt Riverrafting på Nilen og planlagt hvordan tingene skulle forløbe sig. Vi havde snakket om Riverrafting fra første gang vi mødtes på volontørkursusset og nu var det endelig blevet en realitet, og vi var alle, med en lille undtagelser af Nicoline super spændte på at komme afsted. Torsdag d. 21 marts tog vi derfor afsted efter skole til Kampala, Ugandas hovedstad hvor vi skulle overnatte  den første nat. Det i sig selv viste sig at være noget af en udfordring og endte med at være en noget uhyggelig start på turen. I Masaka blev vi smidt ind i en minibus der normalt kan have 14 personer med, men som altid blev bussen proppet til den var ved at revne, og vi igen sad som sild i en tønde, inden vi kunne komme afsted.

Vi sidder meget tæt, og er meget utilfredse ;)

På grund af regn kom vi rimelig sent afsted og det nåede derfor at blive mørkt før vi ankom til Kampala. Turen, der virkede som en evighed på grund af den manglende plads og de meget dårlige veje, tog 3.5 time og pludselig stod vi 4 piger i Kampala - alene, uvidende om hvor vi var og bange! Vi faldt heldigvis i snak med en mand vi havde siddet i bussen med og han tilbød at hjælpe os med at finde hen til taxa parken, og i al vores magtesløshed og frustration sagde vi ja. Det viste sig dog at være en lang tur på gåben igennem Kampalas gader, og man fik hurtig fornemmelsen af at være en flok hjælpeløse antiloper der var omringet af en flok sultne løver. Vi fulgte efter manden fra bussen, men vi gik så tæt og stødte ind i de lokale konstant så det var svært at følge med ham hvilket resulterede i meget angst og panik. Jeg endte i et lille sammenstød med en meget påvirket mand der formåede at puste røg ind i munden på mig hvorefter jeg skubbede ham væk, hvilket resulterede i at vi blev chikaneret og fulgt efter af ham. Derudover var der mange ryk og berøringer af vores tasker og man følte sig konstant krænket og berøvet.  Vi fandt endelig en ”Special Hire” og uden yderligere tvivl hoppede vi ind og blev kørt direkte hen til Red Chili hvor vi skulle overnatte.

Afslapning på Red Chili efter en lang rejse

Hygger med pizza og kolde colaer

Næste morgen blev vi hentet omkring kl 08, af en bus der skulle køre os til Jinja, en større by et par timer fra Kampala. Da vi ankom til Jinja blev vi kørt ind til et hotel som også fungerede som basen for riverrafting, hvor vi skulle betale og stille vores ting som ikke skulle med en tur på Nilen. Derefter var der briefing omkring udstyret, bådene og selve riverraftingen. Da vi havde fået de rette hjelme og redningsveste på og alt var spændt efter, solcremen var smurt ud og nerverne var begyndt at vise sig, kørte vi afsted i en stor åben bus der skulle tage os hen til stedet hvor vi skulle i vandet. Der blev serveret morgenmad på bussen, bestående af Rolex (pandekage med æggeomelet) og en masse lækker frugt og efter en times tid og en masse hump stod vi på bredden, "face to face" med Nilen. Udstyret blev spændt til og sikret og der blev igen holdt briefing, der mere dybdegørende forklarede hvordan turen ville forløbe sig, og hvordan vi skulle agere og opføre os under opholdet på vandet. Vi fik blandt andet forklaret at noget af det farligste på turen var vores padler der har været skyld i hjernerystelser, brækkede næser og manglende tænder. Derudover skulle vi også forberede os på mange brækkede knokler, buler og åbne sår. Da de ting var slået fast fortalte de om dyrene i Nilen, og vi fik forsikret at vi ikke ville møde flodheste, og at det var meget sjældent de så krokodiller. Efter de "beroligende" ord begav vi os ud i vandet med hjertet pumpende i brystet og nerverne florende rundt i kroppen som små ildfluer.  I vores båd endte vi med at sidde 6 personer; os fire piger og et ægtepar fra Skotland. Vores guide hed Alex og var en meget venlig ung mand der nød at jeg var en piveskid og lavede meget sjov under turen. Da vi var kommet et par meter ud, holdte han igen en kort briefing og fortalte at vi kom igennem 8 Rapids (små vandfald), hvor 4 af dem havde en sværhedsgrad på 5 og resten lå mellem 1 og 4. Derefter fortalte han hvordan vi skulle forholde os i vandet hvis vi røg i midt under en Rapid, bland andet hvordan vi skulle vende os om på ryggen og bare flyde med strømmen hvis vandet var lavt da der kunne være mange store sten der kunne foretage store skader på vores ben. Derudover skulle vi også prøve hvordan det ville være at være fanget under båden hvis vi endte der i et styrt, og efter 10 minutter på vandet, tippede vores guide båden og følelsen af panik og frygt spredte sig til hele kroppen alt imens jeg kæmpede for at huske hvad han havde sagt til os få sekunder før. Da jeg endelig kom op til overfladen, efter hvad der føltes som mange minutter, men som nærmere havde været 3 sekunder havde angsten først rigtig taget til og jeg havde svært ved at forholde mig rolig i vandet. Det virkede rimelig uoverskuelig at skulle igennem 6 timer hvor man skulle "kæmpe for sit liv" og samtidig holde humøret højt. Da vi alle var kommet op i båden igen var det tid til at komme igang med vores første Rapid, og selvfølgelig skulle det være en stor 5'er. Det var en voldsom oplevelse og gav noget af et adrenalin kick og efter at være skyllet godt igennem af et par store bølger og var kommet på plads igen blev jeg overvældet med følelser.

Endelig kommet ombord på båden

Den første Rapid - en stor 5'er

Efter at have fået styr på mig selv, et par Rapids senere blev turen en fornøjelse og jeg kunne nyde at sidde i en lille gummibåd på Nilen med mine dejlige veninder med solen bagende ned på os og den smukke natur der omringede os. Da vi var næsten halvvejs på vores tur kom der en lang strækning hvor vandet var fladt og vi fik lov at hoppe ud af båden og svømme rundt! Det var en berusende følelse at svømme rundt i Nilen, og føle dens kræfter overtage en og bare flyder med strømmen.

Da vi kom op i båden igen var der pause og vi fik serveret ananas og kiks på båden. Det var super hyggeligt og tiltrængt med noget sukker efter at have brugt så mange kræfter på at padle og holde fast, og i mit tilfælde SKRIGE!

Efter pausen tog vi et par Rapids igen, og humøret var stadig højt. Vi var på floden med 3 andre både og vi havde meget sjov med at padle om kap og kaste hinanden ombord. "Pigebåden" som vi blev kaldt, pga. antallet af piger var den eneste båd der endnu ikke var tippet omkuld, hvilket gjorde os meget stolte. Vi havde endda "reddet" et par fyre fra de andre både. Dog var vi ikke forberedte på det vi skulle til at opleve pga. manglende styrt og det øgede intensiteten ved den sidste Rapid. Vi blev fortalt at vi ikke måtte holde ved båden hvis vi skulle tippe omkuld da der var for megen styrke i de bølger vi skulle til at sejre ind i. Derudover skulle vi sætte os ned i båden og padle så meget som muligt når Alex sagde til. Alt dette virkede rimelig overskueligt inden man mødte lyden på lang afstand af bølger der mødtes og sloges. Da vi padlede ind i bølgerne blev hjernen koblet fra og det eneste jeg kunne tænke var "Lad mig leve!!". Da båden blev ramt af bølgen og tippede omkuld falder Heidi og jeg baglæns af båden og det eneste jeg kan gøre er at holde fast i båden. Dog kun indtil båden bliver revet med af strømmen og er ved at trække min arm af og jeg mærker et ordentlig smæld i nakken. Følelsen af at være alene under vandet, i hvad der føltes som en evighed er så uhyggelig og man kan ikke andet end at føle sig magtesløs mod Nilens mageløse kræfter. Da jeg endelig kommer op til overfladen og få trukket luft bliver jeg mødt af endnu en bølge, og det eneste jeg ser er padler der flyder ovenpå bølgerne, og før jeg ved af det får jeg et ordentlig knald i hovedet og bliver blind på det ene øje, hvorefter jeg bliver slugt af bølgen og igen synker under vandet. Da har jeg ramt panik stadiet og kan ikke længere tænke "klart" og jeg prøver at svømme opad indtil jeg husker at vi ikke må bevæge os under vandet da vi ikke har styr på om vi svømmer ned eller op. Igen kommer jeg op til overfladen og kan ikke tænke andet end "Jeg overlever ikke dette" og det næste der kommer ud af min mund i en skinger tone er "HELP ME!! HELP ME!!" alt imens jeg stortuder og stadig er blind på det ene øje. Det næste jeg oplever er en grøn ting der flyder imod mig, og i min panik tror jeg det er en krokodille og begynder derfor igen at vride mig og skrige efter hjælp. Jeg mærker to arme omkring mig og før jeg ved af det er jeg blevet "reddet" af vores guide Alex, som svømmer mig hen til en sikkerhedskajak.
Da jeg kommer til mig selv igen, bliver jeg sejlet hen til vores båd og kommer på plads hvorefter jeg møder Mathilde, Heidi og Nicoline - der alle har haft en skide fed oplevelse i bølgerne.

Efter riverrafting blev vi sejlet hen til en lille ø hvor vi fik lækker buffet og kolde colaer, og vi fik snakket alle indtryk og oplevelser igennem. Efter 5 timer på vandet var vi rimelig smadret, og ret solforbrændte men stadig høj på adrenalin. Om aftenen blev vi kørt hen til vores hostel hvor vi skulle overnatte, og der var gang i den. Der boede en masse unge mennesker, og vi fik sluttet aftenen af med maner og et godt måltid mad.

Farmen og familien

Farmens gårdhave og front.

FARMEN

Stedet hvor jeg skal bo de næste 3 måneder hedder Kamuzinda Farm og ligger i en meget lille by, Kamuzinda, udenfor den større by Masaka.Landbrugsprojektet som Kamuzinda Farm bygger på, blev startet i 2004 af ægteparret Dan og Birgitte og siden da har farmen udviklet og udvidet sig. Der er nu stalde med grise og bure med nogle høns og ænder, dog går salget af grisekød ikke så godt som forventet så mange af staldene står tomme. Derudover er kaffeplanterne på farmen også en vigtig indkomst og bønnerne sælges i farmens egen shop og mange folk kommer til farmen for at se hvordan bønnerne bliver til og planterne bliver passet. Til farmen hører desuden en del jord, hvorpå der er plantet en masse lækker frugt, blandt andet en stor bananplantage og store marker med majs som vi nyder godt af. 
Bygningen hvor vi bor er delt i 3 stykker. Volontør huset som ligger i den ene enden og som er den største del af bygningen med sine 3 værelser, et stor badeværelse med bruser og toilet og et stor køkkenalrum. Faciliteterne er rigtig gode i volontør huset og der er både ovn, komfur og køleskab som virker nogenlunde optimalt. Derudover er der sofaer, spiseområde med bord og stole, bøger og spil og sidst men ikke mindst internet – når det fungerer.
I midten af bygningen ligger farmens egen shop hvor der bliver solgt alt fra toiletpapir til æg og mel. Vi volontører nyder meget godt af deres udvalg af sodavand og kiks og selvfølgelig letheden ved at have egen shop som nabo. I shoppen arbejde Destiny, en virkelig rar pige der knokler fra 07.30-18 hver dag på nær søndag hvor shoppen har lukket.
I den anden ende af bygningen bor familien under lidt andre forhold. De har bruser og sofaarrangement, dog spiser de på gulvet og ejer ikke køleskab, ovn eller ordentligt komfur.  
På farmen er der altid masser af liv og lyde, fra både mennesker og dyr. Der arbejder ca. 4 på farmen som knokler for at holde farmen i fin stand og tager sig af markerne. De er alle vilde med at snakke med os Mzunguer og vi bruger en del tid på at ”hænge ud” med dem når vi alle har fri. Om aftenen har vi en vagt der kommer og passer på os sammen med farmens vagthund Chester. Vagten er rigtig sød og bliver super glad når man kommer med rester fra aftensmaden – dog snakker han ikke særlig godt engelsk så det bliver til nogle korte sætninger man får sagt til hinanden.  Men det er rart han er der og man slutter dagen af med en god fornemmelse når man ligger sig til at sove i Afrika og man ved at der render en rundt og passer på os.

                                      

                                                  Den fine shop, hvor der sælges diverse ting

FAMILIEN

Farmen er drevet af ægteparret Pontiano og Rogers, som bor på farmen med deres 4 børn. Pontiano ejer et lille solcelle firma inde i Masaka og bruger mange af sine dage derinde. Derudover er han meget engageret i kirken og prædiker sommetider når vi er med om søndagen. Rogers arbejder ikke, men synger i kirkens kor så der bruger hun nogle timer om ugen på at øve, og ellers består hendes arbejde i at tage sig af børnene. Deres ældste, Halle er en meget kærlig dreng på 7 år der er flittig og dygtig i skolen og hjælpsom i hjemmet. Han snakker rigtig godt engelsk og er god til at forstå os piger på farmen når vi beder ham om hjælp eller håndhæver nogle regler overfor ham. Hans lillesøster Tina, familiens eneste pige, er en rigtig krudtugle der med sine 4 år lige har ramt trods alderen. Hun er super elskværdig men også en strigle, og har nogle gange svært ved at høre efter når vi for eksempel beder hende tage hjem. Enog er familiens anden søn på 3 år. Han er en bølle og til tider en rigtig hystade, men også rigtig sjov at lege med og det er hyggeligt at fange lidt alenetid med ham. Familiens sidste fødte er lille Solmon på 1 år som er en rigtig charmetrold. Han er nem at have med at gøre og finder sig i mange af de skøre ting vi render rundt og laver med ham. Alt i alt er familien en meget åben og elskværdig familie der får en til at føle sig hjemme. 

Seje Halle med vores Boda hjelm

Ludo med børnene i haven

Smukke Tina og jeg

Mathilde og Enog

Ugerne der gik

Lørdag d. 8 marts kl 08.15 ankom Mathilde og jeg til Ugandas lufthavn, Entebbe, efter 23 timer på farten. Vi blev mødt af kæmpe smil og varme knus fra vores værtsfamile; Pontanio, Rogers og deres 4 dejlige børn. Efter en lang køretur fra Entebbe til Kamuzinda Farm blev vi modtaget af Heidi og Nicoline som stod klar med pandekager og lækkert frugt.
Allerede samme aften tog vi til vores første Afrikanske bryllup som pigerne var blevet inviteret til af en af lærene fra Cornerstone hvor de arbejder. Dette betød at Mathilde og jeg skulle have vores første tur på Boda boda (motorcykel) som er den mest anvendte transport middel her i Uganda. Alene tanken om at sidde tre personer bag på sådan en maskine skræmte livet af mig, men jeg fik overvundet min frygt og vi kørte afsted. Vores Boda boda chauffør hedder Fred, og er en super venlig mand, der som det eneste forstod når vi bad ham køre meget langsomt. Bryllupet i sig selv var en overvældende oplevelse, der varede i små 6 timer og bød på intense og anderledes indtryk hele aftenen.
I Afrika har hvide, eller som de kalder os "Mzunguer" høj status og vi blev derfor placeret helt oppe ved brudeparret og deres familie og fik serveret masser af mad og drikke.



Heidi, Nicoline og jeg der er klar til bryllup



Dagene efter tog vi den med ro da både Heidi og jeg var ramt af sygdom og os to nye piger lige skulle falde på plads. Vi startede så småt ud på babyhjemmet, som ligger udenfor Masaka og som er ejet af Ruth og Karsten, et dansk ægtepar der har boet i Uganda de sidste 9 år. Det var en rigtig god oplevelse og rart endelig at komme igang med noget af det arbejde man havde ventet på i så lang tid.

Babyhjemmet i sig selv er et virkelig fint sted hvor børnene har det godt og bliver passet rigtig godt på. Der arbejder 5 Mamaer, som tager sig af de mere praktiske ting som at vaske tøj, lave mad og skifte børnerne når de trænger til det. Derudover er babyhjemmet udrystet med gode faciliteter såsom en lækker legestue hvor børnerne både kan udfolde sig i leg på gulvet med lego osv. men hvor de også kan spise og tegne ved bordene. Derudover har de en flot "legeplads" bestående af en sandkasse, nogle gynger, en vippe, rutschebane og et klatrestativ - her bliver der brugt meget tid på sjov og spas når vejret er godt. 



Masser af leg på babyhjemmet



Efter at have fundet os på plads og været på babyhjemmet et par gange startede vi med at undervise på Pastor Freds skole. Mathilde og jeg fandt hurtigt ud af hvilke klasser vi ville undervise i og hvilke fag der passede bedst til vores kompetencer. Jeg havnede i P2, som indeholder 40 elever alle imellem 7-10 år. Denne klasse skal jeg i de næste 3 måneder undervise i engelsk og idræt 6 timer om ugen. At starte på skolen var endnu en overvældende oplevelse da det var første gang jeg har stået foran en klasse på 40 børn og haft det fulde ansvar som underviser. Derudover er deres undervisningsmetode meget anderledes fra den danske og det var svært at tilpasse sig deres system. Så det var bestemt en udfordring at komme igang men også super sjovt og lærerigt på det personlige plan.

Skolen er en i rigtig god stand med mange fine lokaler til eleverne og en stor legeplads hvor børnerne kan lege på i deres pauser. Skolen bliver betragtet som en moderne skole da den er stor og har indskrevet mange elever. Derudover har de næsten bøger og blyanter nok til alle børnerne hvilket ses som en "luksus" i Afrika.
Ejeren af skolen hedder Fred og er pastor - han ejer sin egen kirke som ligger ved siden af skolen. Han er en rigtig rar mand, meget snaksagelig og interesseret i vores liv og kultur i Danmark.