Et mudderhus opstandelse

Som et plaster på såret over pigernes afsked blev vi inviteret med ud og lave et mudder hus af Ruth og Karsten i selskab med en masse andre hvide fra både Amerika, Canada og Danmark onsdag dag. Mathilde og jeg har tit gået og snakket om at det ville være super fedt at lave noget man rent faktisk kunne se gjorde en forskel og vi var begge ekstatiske over at få muligheden for at give en familie tag over hovedet – så vi sagde selvfølgelig ja med det samme. Huset vi skulle bygge var til en meget fattig dame og hendes datter, der netop er blevet optaget på en skole for meget fattige familier. Morens forældre er døde af AIDS for mange år siden og faren til barnet var skredet da pigen var helt lille, så moren stod helt uden et netværk og hjælp til at klare den og havde derfor boet på gaden nogle år. 
Onsdag da blev vi hentet klokken 7 om morgenen og havde en køretur på ca. halvanden time foran os da vi skulle fra Masaka til Kibale – en by, lidt afsides, der ligger tæt på Tanzanias grænser og som har en frygtelig historie vedrørende AIDS. 
Mødestedet var på en skole der er ejet af et ægtepar, Kent og Carina fra Canada. Grunden hvor skolen ligger på var før i tiden Idi Amins sidste militær base og søen der er tilknyttet var der hvor hans ofre blev samlet, og det blev/bliver derfor kaldt det røde hav pga. alt det blod der flød fra ligene. Da vi havde fået en kort briefing om hvordan vi skulle opføre os og hvordan tingene forløb sig kørte vi videre ud i bushen hvor det blev fattigere kilometer efter kilometer vi kørte. Da vi ankom var der allerede omkring 26-30 elever fra p6 (13-14 år) der var i gang med at blande mudderet og de tog alle imod os med kæmpe smil, og vi gav os straks i gang med at hjælpe til og hoppede bogstaveligt talt ud i det med begge ben. 

Mudderet gik langt op på benene ;-)

Hårdtarbejdende piger fra p6

Vi var en stor flok, unge og gamle samlet for at hjælpe

Mathilde sammen med Ucc pigerne, Ida, Tabita og Louise - Mud jazz hands

Det var noget af det sjoveste at stå og trampe i vådt jord og det blev hurtigt til leg mere end arbejde og humøret var højt hele dagen. Man kunne dog ikke lade være med at stå med følelsen af taknemlighed for det man har hjemme i Danmark, og det var en underlig tanke at det mudder man stampede rundt i skulle redde en familie og udgør rammen for deres sikkerhed. Der blev grinet en del og sammen med børnene fra p6 både sang og dansede vi os igennem arbejdet. Da mudderet havde fået den rigtige konsistens begyndte vi så småt at fylde det på det allerede opsatte skelet hvilket var hårdt arbejde da sådan noget mudder vejer mere end man lige regner med, så der blev slidt og slæbt og med 64 stærke og ivrige hænder, blev vi meget hurtigt færdige med hele huset. 

Getting dirty and working hard!

Mændene der fylder mudder på skelettet 

Oplevelsen i sig selv var utrolig berigende og jeg har aldrig været mere stolt af et stykke arbejde jeg har udført før. Det var virkelig fedt at kunne give bare en smule af sig selv og så vide at det var med til at ændre en families liv, og taknemmeligheden fra moren var utrolig overvældende. 
Efter vores "hårde" arbejde tog vi tilbage på skolen og spise en stor frokost og fik lidt sodavand før turen gik hjem mod Masaka igen. 

Moren med sin lille pige foran det næsten færdige hus - en glædelig gave at give

 

Næsten færdig efter 3 timer - det eneste der mangler er døre og vinduer og så en mase ko lort for at gøre huset stabilt