when 4 becomes 2

Så blev det mandag d. 22 april – dagen vi havde frygtet den sidste måneds tid. Dagen hvor Heidi og Nicoline skulle pakke deres kuffeter og vende snuden mod Danmark og efterlade Mathilde og jeg alene i det store Afrika.

Dagene op til havde vi brugt på at sige farvel til alle deres nye venner og børnene rundt omkring i Kamuzinda, og selvfølgelig på at hygge med hinanden og nyde de sidste oplevelser vi fik sammen J

Der blev set en masse film og snakket i mange timer om alle de fede ting vi har oplevet sammen og historier vi nu er så heldige at have med i bagagen for resten af livet.

Pigerne på tur

Et af de smukkeste steder med de smukkeste piger

Det sidste gruppebillede af os Kamuzinda piger :)

Mandag morgen stod vi tidligt op for at lave en lækker morgenmad sammen og få pakket det sidste. Mathilde og jeg skulle selv pakke da vi for en kort stund er flyttet ind i Bandaen der ligger i Masaka og er ejet af Ruth og Karsten, ægteparret der ejer babyhjemmet hvor vi arbejder på. Det var med blandet følelser at skulle pakke vores ting sammen og forlade farmen som havde været vores hjem i alt den tid. Derudover stod man også lidt med en følelse af at skulle med pigerne hjem til Danmark fordi man selv havde pakket kufferterne og skulle med hele vejen ud til lufthavnen, hvilket resulterede i en ekstrem hjemve for Mathildes og mit eget vedkommende. Der var pludselig lang tid til at det var en selv der skulle på flyet og ende i sine forældres arme! Samtidig var det meget bittert at miste to af vores egne og hele ideen om at de ikke skulle være der til at deltage i den sidste del af vores eventyr var urealistisk og ekstremt trist! Efter at have pakket det sidste ned og klaret alle de huslige pligter som at gå ud med skraldet og tage opvasken (af erfaring har vi lært at det godt kan blive en smule klamt hvis man bare lader tingene stå ;)) var vi klar til den 4 timers lange køretur der lå forude. 

En MEGET MEGET deprimeret Mathilde..

Et par triste piger inden afrejse

Aaaaalt vores bagage 

Vi kørte ca ved en 9 tiden så vi var sikre på at være i lufthavnen i god tid og fordi vi både skulle forbi postkontoret  og et smut ned i det lokale supermarked så vi kunne få lidt snacks med på vejen. Et lille godt indslag i denne triste dag var den dejlige store pakke der stod og ventede på mig fra min søde familie der indeholdte en masse Haribo slik, (meget savnet!!!) breve fra alle dem derhjemme og lidt ekstra læsestof. Det hjalp lidt på humøret at få et lille stykke af Danmark ned til sig og hjemveen blev med et en smule mindre.

Efter en lang og sørgelig køretur med en masse grin og tåre ankom vi endelig til lufthavnen og igen var det utroligt svært ikke at skulle med dem hjem, men vi overvandt vores hjemve og sorg over at miste de dejligste og sødeste personer vi nogensinde har mødt og fik sendt dem af sted og sagt ordentlig farvel!  ….Og så gik turen hele vejen hjem igen. 

Det var en lang, sørgelig køretur 

Alene, efterladte og triste 

Mathilde og jeg blev indkvarteret i en lækker lille lejlighed og sluttede dagen af med en masse hygge med en flok andre Mzunguer hvilket hjalp på dagens tab.

Hilsen til Heidi og Nicoline:

Mine skønne piger! Tusind tak fordi I har gjort vores Afrikanske eventyr til noget helt specielt. Vi har sammen oplevet de fedeste, vildeste, smukkeste og hårdeste ting sammen og det vil aldrig blive glemt. Jeg er evigt taknemlig over at have fået et par veninder som jer der deler ud af jeres kærlighed og tager imod en person som mig med åbne arme. I har vist og lært mig så mange ting som jeg vil tage med mig ud i livet og sammen med jer i baghovedet vil jeg tage verden med storm J Jeg glæder mig til at dele mange flere rejser og oplevelser med jer, og jeg er sikker på at det ikke er sidste gang vi skal bestige vandfald og bliver overfaldet af alverdens dyr! ;-) Det er med dyb taknemlighed at jeg nu kan kalde jer for nogle af de bedste personer i mit liv og jeg er lykkelig for at vi, også om 30 år kan se tilbage på vores eventyr her i Uganda og grine af alle de historier og minder vi har herfra!

Elsker jer Heidi og Nico, I er savnet her i Afrika. Tak fordi I har været med til at gøre en lille forskel for dette land!!!   Tunalabogundi Mbizi ;) Haha Kys!