Et mudderhus opstandelse

Som et plaster på såret over pigernes afsked blev vi inviteret med ud og lave et mudder hus af Ruth og Karsten i selskab med en masse andre hvide fra både Amerika, Canada og Danmark onsdag dag. Mathilde og jeg har tit gået og snakket om at det ville være super fedt at lave noget man rent faktisk kunne se gjorde en forskel og vi var begge ekstatiske over at få muligheden for at give en familie tag over hovedet – så vi sagde selvfølgelig ja med det samme. Huset vi skulle bygge var til en meget fattig dame og hendes datter, der netop er blevet optaget på en skole for meget fattige familier. Morens forældre er døde af AIDS for mange år siden og faren til barnet var skredet da pigen var helt lille, så moren stod helt uden et netværk og hjælp til at klare den og havde derfor boet på gaden nogle år. 
Onsdag da blev vi hentet klokken 7 om morgenen og havde en køretur på ca. halvanden time foran os da vi skulle fra Masaka til Kibale – en by, lidt afsides, der ligger tæt på Tanzanias grænser og som har en frygtelig historie vedrørende AIDS. 
Mødestedet var på en skole der er ejet af et ægtepar, Kent og Carina fra Canada. Grunden hvor skolen ligger på var før i tiden Idi Amins sidste militær base og søen der er tilknyttet var der hvor hans ofre blev samlet, og det blev/bliver derfor kaldt det røde hav pga. alt det blod der flød fra ligene. Da vi havde fået en kort briefing om hvordan vi skulle opføre os og hvordan tingene forløb sig kørte vi videre ud i bushen hvor det blev fattigere kilometer efter kilometer vi kørte. Da vi ankom var der allerede omkring 26-30 elever fra p6 (13-14 år) der var i gang med at blande mudderet og de tog alle imod os med kæmpe smil, og vi gav os straks i gang med at hjælpe til og hoppede bogstaveligt talt ud i det med begge ben. 

Mudderet gik langt op på benene ;-)

Hårdtarbejdende piger fra p6

Vi var en stor flok, unge og gamle samlet for at hjælpe

Mathilde sammen med Ucc pigerne, Ida, Tabita og Louise - Mud jazz hands

Det var noget af det sjoveste at stå og trampe i vådt jord og det blev hurtigt til leg mere end arbejde og humøret var højt hele dagen. Man kunne dog ikke lade være med at stå med følelsen af taknemlighed for det man har hjemme i Danmark, og det var en underlig tanke at det mudder man stampede rundt i skulle redde en familie og udgør rammen for deres sikkerhed. Der blev grinet en del og sammen med børnene fra p6 både sang og dansede vi os igennem arbejdet. Da mudderet havde fået den rigtige konsistens begyndte vi så småt at fylde det på det allerede opsatte skelet hvilket var hårdt arbejde da sådan noget mudder vejer mere end man lige regner med, så der blev slidt og slæbt og med 64 stærke og ivrige hænder, blev vi meget hurtigt færdige med hele huset. 

Getting dirty and working hard!

Mændene der fylder mudder på skelettet 

Oplevelsen i sig selv var utrolig berigende og jeg har aldrig været mere stolt af et stykke arbejde jeg har udført før. Det var virkelig fedt at kunne give bare en smule af sig selv og så vide at det var med til at ændre en families liv, og taknemmeligheden fra moren var utrolig overvældende. 
Efter vores "hårde" arbejde tog vi tilbage på skolen og spise en stor frokost og fik lidt sodavand før turen gik hjem mod Masaka igen. 

Moren med sin lille pige foran det næsten færdige hus - en glædelig gave at give

 

Næsten færdig efter 3 timer - det eneste der mangler er døre og vinduer og så en mase ko lort for at gøre huset stabilt 

when 4 becomes 2

Så blev det mandag d. 22 april – dagen vi havde frygtet den sidste måneds tid. Dagen hvor Heidi og Nicoline skulle pakke deres kuffeter og vende snuden mod Danmark og efterlade Mathilde og jeg alene i det store Afrika.

Dagene op til havde vi brugt på at sige farvel til alle deres nye venner og børnene rundt omkring i Kamuzinda, og selvfølgelig på at hygge med hinanden og nyde de sidste oplevelser vi fik sammen J

Der blev set en masse film og snakket i mange timer om alle de fede ting vi har oplevet sammen og historier vi nu er så heldige at have med i bagagen for resten af livet.

Pigerne på tur

Et af de smukkeste steder med de smukkeste piger

Det sidste gruppebillede af os Kamuzinda piger :)

Mandag morgen stod vi tidligt op for at lave en lækker morgenmad sammen og få pakket det sidste. Mathilde og jeg skulle selv pakke da vi for en kort stund er flyttet ind i Bandaen der ligger i Masaka og er ejet af Ruth og Karsten, ægteparret der ejer babyhjemmet hvor vi arbejder på. Det var med blandet følelser at skulle pakke vores ting sammen og forlade farmen som havde været vores hjem i alt den tid. Derudover stod man også lidt med en følelse af at skulle med pigerne hjem til Danmark fordi man selv havde pakket kufferterne og skulle med hele vejen ud til lufthavnen, hvilket resulterede i en ekstrem hjemve for Mathildes og mit eget vedkommende. Der var pludselig lang tid til at det var en selv der skulle på flyet og ende i sine forældres arme! Samtidig var det meget bittert at miste to af vores egne og hele ideen om at de ikke skulle være der til at deltage i den sidste del af vores eventyr var urealistisk og ekstremt trist! Efter at have pakket det sidste ned og klaret alle de huslige pligter som at gå ud med skraldet og tage opvasken (af erfaring har vi lært at det godt kan blive en smule klamt hvis man bare lader tingene stå ;)) var vi klar til den 4 timers lange køretur der lå forude. 

En MEGET MEGET deprimeret Mathilde..

Et par triste piger inden afrejse

Aaaaalt vores bagage 

Vi kørte ca ved en 9 tiden så vi var sikre på at være i lufthavnen i god tid og fordi vi både skulle forbi postkontoret  og et smut ned i det lokale supermarked så vi kunne få lidt snacks med på vejen. Et lille godt indslag i denne triste dag var den dejlige store pakke der stod og ventede på mig fra min søde familie der indeholdte en masse Haribo slik, (meget savnet!!!) breve fra alle dem derhjemme og lidt ekstra læsestof. Det hjalp lidt på humøret at få et lille stykke af Danmark ned til sig og hjemveen blev med et en smule mindre.

Efter en lang og sørgelig køretur med en masse grin og tåre ankom vi endelig til lufthavnen og igen var det utroligt svært ikke at skulle med dem hjem, men vi overvandt vores hjemve og sorg over at miste de dejligste og sødeste personer vi nogensinde har mødt og fik sendt dem af sted og sagt ordentlig farvel!  ….Og så gik turen hele vejen hjem igen. 

Det var en lang, sørgelig køretur 

Alene, efterladte og triste 

Mathilde og jeg blev indkvarteret i en lækker lille lejlighed og sluttede dagen af med en masse hygge med en flok andre Mzunguer hvilket hjalp på dagens tab.

Hilsen til Heidi og Nicoline:

Mine skønne piger! Tusind tak fordi I har gjort vores Afrikanske eventyr til noget helt specielt. Vi har sammen oplevet de fedeste, vildeste, smukkeste og hårdeste ting sammen og det vil aldrig blive glemt. Jeg er evigt taknemlig over at have fået et par veninder som jer der deler ud af jeres kærlighed og tager imod en person som mig med åbne arme. I har vist og lært mig så mange ting som jeg vil tage med mig ud i livet og sammen med jer i baghovedet vil jeg tage verden med storm J Jeg glæder mig til at dele mange flere rejser og oplevelser med jer, og jeg er sikker på at det ikke er sidste gang vi skal bestige vandfald og bliver overfaldet af alverdens dyr! ;-) Det er med dyb taknemlighed at jeg nu kan kalde jer for nogle af de bedste personer i mit liv og jeg er lykkelig for at vi, også om 30 år kan se tilbage på vores eventyr her i Uganda og grine af alle de historier og minder vi har herfra!

Elsker jer Heidi og Nico, I er savnet her i Afrika. Tak fordi I har været med til at gøre en lille forskel for dette land!!!   Tunalabogundi Mbizi ;) Haha Kys! 

Babyhjemmet og de dejligste børn

Forestil dig en kæmpe flok skrigende og storsmilende unger der kommer løbende direkte imod dig med åbne arme, klar til en masse sjov og leg. Sådan bliver vi volontører budt velkommen når vi møder op på babyhjemmet i Masaka - og hver eneste gang bliver man overvældet på ny af de små væseners enorme personligheder.

Efter lidt over en måned på babyhjemmet hvor vi arbejder 3 gange om ugen er jeg så småt ved at lære børnene at kende og forstå deres baggrund og historier. Der er mange sørgelige fortælling og det kan være utrolig svært at forstå at disse vidunderlige børn har været udsat for sådanne ting og stadig klaret sig igennem det. Disse historier har jeg tænkt at fortælle lidt om i dette indlæg, så I kan få en ide om hvad og hvem det er vi går og arbejder med.
På babyhjemmet er der 24 børn, men da vi piger kun er der om formiddagen mens de ældre børn er i skole, er det mest de små børn vi har brugt tiden på. Derfor er det også kun de 13 små jeg vil fortælle om i første omgang:

Priscilla:

Smukke Priscilla 

Priscilla er en dejlig pige der lige er fyldt 3 år og har boet på UCC’s babyhjem de sidste to år. Som førstehåndsindtryk er hun en reserveret lille dame, men bag facaden gemmer der sig en fræk pige med en uendelig strøm af smil, latter og kærlighed. Hun er varm og nem at komme ind på livet af, og på trods af hendes nogle gange mutte perioder så er hun en lille spilopmager der elsker leg. Da Priscillas mor var teenager blev hun gravid med en mand der var ansat på den skole hvor hun gik og "efterladt" af ham. I starten prøvede hun at skjule hendes graviditet for familien, men da Priscilla blev født blev bedstefaren rasende på hans datter og ønskede under ingen omstændigheder at have babyen boende under sit tag, hvilket resulterede i at han prøvede at få barnets far til at tage sig af babyen, samtidig med at han prøvede at retsforfølge manden, for at have gjort hans umyndige datter gravid.
Dette skræmte Priscillas far så meget at han begik selvmord og han nåede derfor aldrig at tage sig af hende eller leve op til det ansvar han havde overfor denne lille pige. Efter at moderen i lang tid forgæves havde forsøgt at tage sig af sin lille pige, blev Priscilla afleveret på hospitalet af sin bedstemor, hvorefter hun blev anbragt på UCC’s babyhjem.
Da hun ankom på babyhjemmet var det tydeligt at se at hun var underernæret og manglede kærlighed og omsorg. Hun var skrøbelig og af vækst ikke større end en 1 måneds gammel baby. Nu efter to år i kærlige og glade omgivelser, er hun vokset og blomstret i vildskab.

Kæmpe smil ...

.. og masser af latter :-)

Timothy:

Little Prince Charming

Timothy, også kaldet Timo er en rigtig lille bandit der med sine små 2 år, store smil og manglende tænder forstår at charme sig ind på os volontører piger! Han er lige begyndt at gå og man får meget sjov ud af vralte rundt med ham på græsplænen og hjælpe ham op når han vælter omkuld.
I 2011 blev lille Timothy født på Masakas offentlige hospital. Igen en sag hvor moren ikke ønskede, af ukendte årsager, at have en baby i sit liv, og hun prøvede derfor straks efter fødselen at kvæle ham. Heldigvis lykkedes det ikke for hende, da sygeplejersken kom tilbage i samme øjeblik og fik hende stoppet. Det var selvfølgelig ikke en del af den nybagte mors plan og efter at være blevet afsløret fortalte moren sygeplejersken at hun tidligere i graviditeten selv havde prøvet at fremprovokere en abort, da hun intet ønske havde om at få den lille baby.
Dette hjemmelavede forsøg havde resulteret i at moderen havde en voldsom infektion i underlivet, da Timothy blev født. Derfor var lille baby Timothy på antibiotika kur de første dage i hans liv.
På grund af disse oplysninger truede personalet på hospitalet moderen med at melde hende til politiet hvilket resulterede i at hun stak af og efterlod lille Timothy alene på hospitalet.
Hospitalet havde tidligere haft kontakt med UCC og valgte derfor at sende besked til Fay som var lederen af UCC babyhjem. Fredag blev baby Timothy afhentet og boede hos Fay den første uge af hans liv, så hun kunne holde øje med hvordan den lille fyr klarede sig. Det første stykke tid var lidt kritisk, da han havde svært ved at synke når han fik sutteflaske. Men efter en uges tid havde han det meget bedre og appetitten var også på rette kurs.
Nu bor baby Timothy på UCC’s babyhjem og har det godt sammen med sin store flok af "søskende". Han er blevet en stor dreng og det er ikke til at mærke på ham at han har været udsat for så grusomme ting.

En rigtig scoretrold

En spændt lille dreng :-)

James:

Score smilet :-)

James også kaldet Jimmy, på 3 år er babyhjemmets sande Casanova. Han charmer sig ind på alle pigerne og ved lige hvordan han skal opføre sig for at få vores fulde opmærksomhed. Han spiller os gerne ud mod hinanden hvis han ikke lige får sin vilje og er ikke bange for at spille sine "uskyldig" kort for at komme ind i varmen igen. Smilet der fylder hele ansigtet, passer perfekt sammen med latteren og lysten til at pjatte. Han er en rigtig puttegris der elsker at holde om og kysse på en. Da James var 1 år boede han hjemme ved sin far sammen med sine 4 andre søskende. I 2011 blev børnene fundet alene i familiens hus hvor de havde været alene i noget tid. Faderen havde lånt penge privat og sat et stykke jord som pant for lånet. Da det ikke lykkedes ham at tilbagebetale lånet i tide, følte han ikke længere at det var sikkert for dem at bo i området. Jorden han havde sat som pant tilhørte nemlig ikke kun ham, men hele hans familie og han frygtede for hvad de ville gøre når de fandt ud af at han havde mistet det. Derfor rejste han fra familien og kort tid efter forlod moderen også børnene af ukendte årsager. Nu var de 5 små børn, hvor den ældste var under 10 år gammel, ladt i deres egen varetægt.
Heldigvis blev børnene fundet af en lokal embedsmand der valgte at redde dem, og han tog kontakt til børneforsorgen. Derefter blev James og hans ældre søster Josephine anbragt på babyhjemmet mens de andre tre brødre blev efterladt til dem selv.
Sidenhen er faderen kommet tilbage til området og bor nu sammen med hans 3 ældste børn, men han har stadig ikke mod på at få James og Josephine hjem igen. Moderen har stadig ikke vist sig og derfor har faren ikke råd til at få de to små hjem igen - man håber dog på at de med tiden vil komme tilbage til deres far.

Charmetrolden ;)

Stor dejligt smil

Mutyaba:

Søde Mutyaba

William Mutyaba er en rigtig lille tudeprins der har nemt ved at blive ked af det hvis han ikke får sin vilje. Derudover er han en rigtig spasmager med en masse krudt i numsen og har mange mærker efter sine "ulykker". Mytuaba var det man kan kalde en lille fyr da han ankom til UCC’s babyhjem. Han kom dertil da han var 2 år gammel, fordi de lokale myndigheder tvangsfjernede ham fra hans bedsteforældre, da han var så underernæret at hans liv var i fare. Man ved ikke hvordan han er endt ved sine bedsteforældre og hvor hans forældre.
Da han flyttede ind på babyhjemmet var han ikke andet end 7 kg tung, hvoraf de 2 af de kg skønnes at have været væskeophobning. Nogle steder havde hans hud sprækker fordi væsken pressede så hårdt mod huden. På dette tidspunkt var hans krop og indre organer så belastede at selv det at åbne øjnene var en belastning, pga. den store væskeophobning i øjenlågene. Dette var alt sammen et tegn på en meget farlig type underernæring, som skyldes stor mangel på protein. Dårlig hygiejne havde dog også været med til at forringe hans tilstand, så meget at hans lille hjerte var i farer for at blive udsat for stress.
Efter han er blevet placeret på babyhjemmet har hans krop fået den rigtig næring igen og han er begyndt at vokse og hævelsen er forsvundet. Han ligner nu en normal lille dreng og alle hans organer er funktionelle og han er rask.

Forsigtig lille dreng

Emily:

SMUKKE Emily

Emily er en af de sødeste piger på babyhjemmet. Hun er en stille og rolig pige der elsker at putte og få opmærksomhed på tomands hånd. Hun er en lille prinsesse og kan godt lide at fordybe sig i leg og bygge sandslotte i sandkassen.
Lille Emily blev fundet i et afrikansk lokum, et hul i jorden, af en flok brandmænd og var blevet indleveret på det lokale hospital i Masaka.
Emily var først et par dage på hospitalet, for at hun kunne blive vasket og få et helbredstjek, da hun havde tilbragt et stykke tid i en bunke afføring og hendes mave var voldsomt opsvulmet. Derefter blev der ringet til babyhjemmet og indberettet at de havde en lille pige og der blev aftalt frem og tilbage. Det skulle dog gå hurtigt for der kunne være en chance for at hun ville blive stjålet - i Uganda er piger nemlig meget værdifulde, fordi de kan bruges som hushjælp gennem deres opvækst. Når de så er blevet gamle nok til at blive bortgiftet, slipper familien for at tage sig mere af dem og til gengæld får de en brudepris fra den mand pigen får, som består af penge, køer eller andre værdifulde ting.
Derfor blev lille Emliy hurtigt hente fra hospitalet. Men ikke længe efter baby Emliys ankomst til babyhjemmet, måtte hun tilbage og indlægges på hospitalet i 3 dage, da hun blev ved med at kaste op. Dagene på hospitalet hjalp hende til at komme sig og efter det begyndte hun at kunne drikke modermælkserstatning fra en sutteflaske.
Masser af kærlighed og omsorg har været med til at hjælpe lille Emliy gennem den hårde kamp, som de første uger af hendes liv har været. I dag har hun det så fint og man kan se at hun nyder at være på babyhjemmet. Hun virker som en genert lille pige, men når hun åbner op smelter hendes smil ens hjerte og man kan ikke andet end at holde af hende!

Emily og Mathilde der leger

Prinsesse Emily er smart i tøjet

JB:

Bølle 

JB er en forkortelse af navnet John Bosco, som passer noget så godt til en fræk lille fyr som denne. Han er en rigtig røver, og kan være ligeså "irreterende" som han kan være elskværdig. 
Hans historie er der desværre ingen der rigtig kender til, men da han kom til babyhjemmet havde han det alt andet end godt. Politiet fandt ham, efterladte i et distrikt kaldet Lyantonde, som ligger langt fra Masaka. I første omgang prøvede de at få en ældre lokal dame til at tage sig af ham. Men at dømme på hans tilstand da han kom til babyhjemmet har hun ikke gjort særlig meget for at tage sig af lille JB. Man går ud fra at han var omkring 1 år da han blev overdraget til UCC i november 2010, men han var i en meget dårlig tilstand. Ved første øjekast virkede han underernæret og dehydreret, men da han fik et grundigt check up kom diagnosen malaria og lungebetændelse frem. Med en vægt på kun 6 kg var han en forhutlet lille dreng. I løbet af kort tid begyndte hans tilstand at forbedre sig, men der var stadig langt igen før han var kommet helt til kræfter.
Nu er han en robust lille fyr, som kan tromle hvert et barn på babyhjemmet ned når ivrigeheden melder sig og hvis stemme man tydeligt kan høre gennem luften, når han har fået øje på en ”Mzungo”!

Sjov med balloner 

Hope:

Søde Hope

Hope er en rigtig sød ung pige på ca 14 år. Hun er retarderet og lider af muskelsvigt og har det derfor ikke nemt her i livet.
Søde Hope blev i 2010, fundet af nogle barmhjertige mennesker i en bananplantage nær Masaka.
I Uganda regnes handicappede børn ikke for det store, da de ikke kan hjælpe til med pligterne hjemme og kun er til besvær samt giver familien flere udgifter, hvilket nok også er årsagen til at hun var blevet efterladt alene.
Før hun blev afleveret på babyhjemmet havde menneskerne der fandt hende bragt hende til Masaka hospital, hvor de havde givet hende førstehjælp. Det blev besluttet at hun skulle anbringes på babyhjemmet, ikke fordi hun var en baby, men fordi det var der hun havde bedst chance for at få ordentlig hjælp og dermed overleve.
Navnet Hope blev valgt til hende, da der er håb i alle situationer og babyhjemmet havde håb for hende. Nu har hun tilbragt nogle år på babyhjemmet og en klar udvikling er sket. Klare sig selv kan hun stadig ikke, det kommer hun nok aldrig til at kunne, men med masser af træning og omsorg er hun nu begyndt at kunne gå. På hendes gode dag går hun gerne rundt uden at skulle have en hjælpende hånd og andre dag skal der lige en støttende hånd til. Men det er et fremskridt der slet ikke har været nogen garanti for.
Når man besøger babyhjemmet sidder Hope gerne og leger med sig selv eller observere de andre børns leg, mens hun pludre lidt og griner bredt. Uanset fortiden og tilstanden man er i, er der stadig håb for alle!

Lidt hygge med balloner 

Evas:

Charmetrolden Evas

Lille baby Evas er en rigtig lille trold på 1 år, der ved første øjekast fortryller en med sine store kinder og smittende smil. Hun er næsten altid smilende og man kan ikke andet end at holde af den lille prinsesse! Hun er en bestemt ung dame, og har ikke noget imod at bruge sin stemme når hun er utilfreds. Hun er begyndt at gå og ser så bedårende ud når hun kommer vraltende med sin lille ble numse.
Evas blev født ved kejsersnit og ved fødslen var hun en sund baby på 3,5 kg. På trods af det gik der noget galt da lægen lagde kejsersnittet, så hun blev skåret i ansigtet og måtte syes som den første oplevelse i sit liv.Fødslen havde skabt komplikationer og kort efter døde moderen og det formodes at hun har haft en indre blødning som desværre blev opdaget for sent.
Evas far er fattig og på det tidspunkt hvor han mistede moderen, havde han allerede 4 børn og ikke engang penge nok til at købe mælk til den lille nye pige. Han kunne derved ikke selv tage sig af babyen og hverken hans eller moderens familier kunne tage hende til sig, da de selv havde store familie at tage sig af.
Som et forsøg på at redde pigen, blev hun først anbragt på et center for ældre børn med handicap, men det var ikke optimalt, så hun blev afleveret hos politiet som tog hende med til UCC’s babyhjem hvor hun nu bor.
Hendes ophold på babyhjemmet er kun midlertidigt og der håbes på at hun kan vende hjem til sin rigtige familie, når hun er blevet noget ældre.

Prinsessen :-)

William:

Prince William, som han bliver kaldt

William er en sød lille dreng, der virker lidt mut og trist, men når man får ham på tomandshånd og lader ham styre showet er han en dejlig dreng der har de sødeste dybe øjne og det mest smittende smil. Han er en rigtig hystade og smider sig og skriger hvis han ikke får sin vilje eller får et nej. Williams historie er kort, men trist! Ingen kender til hans familie eller hvorfor han er blevet efterladt som kun 3 uger gammel.
Fay, lederen for UCC’s babyhjem i Kyabakuza fik en opringning fra Mulago Hospital med besked om at endnu et barn var fundet efterladt og derfor bragt til hospitalet. Den lille dreng var blevet fundet dagen forinden liggende svøbt i et tæppe under et træ ved hospitalet hovedindgang. Det var ikke til at vide om andre familiemedlemmer til den lille baby ville dukke op og tage sig af ham, så derfor bad sygeplejersken indtrængende Fay om at hente barnet.
Familieforsorgs-kontoret i Masaka blev kontaktet, for at sikre sig at overdragelsen af drengen til UCC kunne forløbe retsmæssigt. Dog var det tid til at gå på weekend på kontoret, så det var ikke muligt at komme helt igennem og få en aftale i hus. Derfor fik Fay lov til at tage den lille baby med hjem weekenden over og så kunne hun komme tilbage og ordne papirerne mandag morgen.
Da han blev hentet på hospitalet kunne de ud fra hans vægt og hvor fint såret ved navlen så ud, beregne hans alder til at være ca. 3 uger. Han så sund og fin ud, og der var ingen tvivl om at han havde haft en god start på livet, så det er svært at sige hvad årsagen til hans efterladelse kan være.

Et lille smil

Spas med balloner

Maria:

Smukke smukke Maria

Baby Maria er den lækreste lille pige, på 1,5 år, der med sine store øjne fortryller en totalt. Hun er en meget indelukket pige, og det kan være svært at komme ind på livet af hende. Men når hun endelig åbner op og griner smelter man. Hun er en pige der finder sig i mange ting og når man først har fået hende til at grine stoppe hun sjældent igen.
Lille baby Maria er et af de nyeste skud på stammen, når det gælder "familien" på UCC’s babyhjem. I slutningen af januar 2013 efterlod hendes mor hende ude foran en Kitovu katedral. Moderen henvendte sig her til en flok børn der legede udenfor kirken og spurgte om de ikke ville holde øje med den lille babypige, mens hun var væk.
Næste morgen lå den lille baby våd, sulten, kold og mutters alene der hvor hun var blevet lagt dagen før. Børnene havde glemt alt om hende og var taget hjem efter endt leg, men ingen mor var kommet tilbage efter den stakkels pige. Heldigvis kom der en venlig sjæl forbi senere på dagen, som tog den kolde lille baby hen til politiet. Der var ingen tegn på misbrug eller forsømmelse som sådan, og babyen virkede som om hun var van til at være blandt fremmede mennesker. Politiet kontaktede babyhjemmet og gav dem midlertidig varetægt, mens sagen om pigens sag bliver undersøgt. Hendes familie er dog ikke blevet fundet endnu, men hun har det godt på babyhjemmet og det ser ud til at hun er faldet godt på plads ved sin nye familie.

En stille pige

Joshua

En lille sød en

Joshua er en værre hængetrold og ikke særlig stor af vækst. Han elsker at sidde på en og sutte på sin tommelfinger men man bare holder om ham. Han er helt klart en tryghedsnarkoman og bliver let ked af det hvis man ikke lige har plads til ham. Derudover er han en gavmild og hjælpsom dreng, der altid tager sig af de andre børn og trøster dem hvis de er kede af det. Joshua blev i 2011 hentet i et nabodistrikt til Masaka, kaldet Lyantondo, hvor han 3 uger tidligere var blevet fundet efterladt af ukendte årsager, på et hospital i Kaliziso. Den lille dreng var voldsomt underernæret og en sygeplejerske passede på ham, mens myndighederne i ugerne op til hans ankomst på babyhjemmet, satte alt ind på at finde nogle slægtninge til ham. Men det var uden held, der var ingen familie at finde til den lille dreng. Derfor endte han i hænderne på de dejlige mamaer fra babyhjemmet.
Ved Joshuas ankomst til babyhjemmet var han så underernæret at han havde store hævede hænder og fødder for enden af hans meget tynde arme og ben. Udover det var han så tynd at han havde udstående ribben og ikke kunne fylde noget tøj helt ud. Ved hans ankomst skønnedes han til at være mellem 18 og 24 mdr. gammel, men han vejede kun 7 kg og selvom han blev puttet i tøj der var str. 6-9 mdr., så var det for stort, da han ikke var så fyldig som babyer på den alder er.
Udover den klare underernæring, virkede han sund og rask. Han kunne dog ikke de samme ting som en baby på hans alder gerne skulle kunne, men holdt man ham i hånden kunne han gå nogle skridt, dog kun få af dem da han hurtigt blev træt. Allerede efter få uger kunne der ses tydelige fremskridt hos den lille dreng og overladt til kærlige hænder er han vokset og blevet en rigtig krudtugle.

Fine Joshua

Winnie og Fred:

Divaen Winnie

Freddy boy

Winnie og Fred er søskende og sammen har de gennemlevet en hård start på livet.
Fred er en dejlig lille dreng, der har nemt til grin og er meget tilfreds med den opmærksomhed han får. Han er charmerende og man kan ikke stå for han store smil og kæmpe kinder. Winnie er en rigtig diva der vil have sin vilje. Hvis dette ikke sker så har hun let til tåre og er heller ikke bange for at bruge sin stemme. Derudover er hun en rigtig sød pige, der når hun ikke er en hystade, er dejlig at lege med og elskværdig.
Fred var den første af de 2 søskende til at komme på babyhjemmet, da han var 9 mdr. gammel. Børnenes moder levede et hårdt liv med druk og tilfældige mænd, og som følge af dette er moderen og begge børn HIV smittede. Faderen til børnene bor ikke hjemme og har heller ikke haft nogen kontakt til dem.
Uganda Child Care kom i kontakt med denne familie, da lederen for babyhjemmet en dag besøgte Uganda Care’s klinikken, som deler gratis medicin ud til HIV smittede. Der mødte hun moderen og børnene og fik sig efterfølgende en snak med Uganda Cares socialarbejder, for at finde en løsning på familiens håbløse situation. Hun besluttede sig for at kontakte den lokale børneforsorg og der blev givet grønt lys til at Fred kunne komme ud og bo på babyhjemmet. Denne beslutning blev taget pga. den tilstand den lille dreng var i. Fra moderens side af blev der nemlig heller ikke rigtig vist nogen interesse for børnene og Fred var i en dårlig fysisk tilstand da han kom til babyhjemmet i efteråret 2011. Ligeså var Winnie voldsomt underernæret, fejlernæret og syg da hun flyttede ind på hjemmet et år efter Freds ankomst dertil. Hun var på daværende tidspunkt 4 år gammel og meget lille af vækst, og hun viste meget lidt interesse for at gå. Winnie virkede som en pige der pga. hendes situation havde mistet håbet og troen på mennesker omkring hende.

En lille skiderik 

Sød tøs

Disse dejlige unger er fyldt med livsglæde og kærlighed og man kan ikke andet end at holde af dem. Deres historier er hårde men det har været med til at skabe børnene til dem de er i dag, og med en masse kærlighed og hjælp ender de med at få et godt og vellykket liv. De er PERFEKTE som de er, og på trods af deres mange skøre indslag og hysterier smelter de ens hjerte og brænder sig fast for altid! Det bliver svært at skulle forlade dem, men de har de rigtig godt på babyhjemmet og de skønne mamaer tager sig så godt af dem alle! Kæmpe tak til Ruth og Karsten for at have skabt så dejligt og trygt et hjem for de mange børn hvis liv ikke ville have værende hvis de ikke blev hjulpet af UCC's babyhjem!